Vodskov Vandværks historie 

Mandag den 13 maj 1935 afholdtes stiftende generalforsamling på afholdshotellet i I/S Vodskov Vandværk. Mødt var 19 interressenter samt rep. A. P. Pedersen fra firmaet A/S M. Seest, Århus, der afgav beretning om tegningsarbejdet, der havde resulteret i en tilslutning af 34 ejendomme, samt yderligere 4 ejendomme, der ikke var påført tegningslisten.

Valgt til bestyrelsen blev:
Elinstallatør Thyrrestrup Jensen 
Bestyrer Alfred Sørensen 
Banearbejder N. Chr. Nielsen

Som supplanter valgtes:
Sognefoged Thorn
Skomager Olsen

Det første vandværk blev placeret midt i byen på Vodskovvej 44, hvor Vodskov Autoværksted tidligere havde til huse. I takt med at Vodskov by voksede, blev værket udvidet og i 1946 anlagde man et nyt værk til forsyning af nye grunde mellem Granlunden, Langbrokrovej og Kirkevej. Dette værk ” Drøvten Vandværk” er stadig i brug.

I forbindelse med udstykninger til nye boligområder vest for Kirkevej blev det nødvendigt at opføre et nyt vandværk. Værket med tilhørende boring blev taget i brug i 1969 og er placeret ved Tingvejen.

I takt med den stadige vækst i Vodskov og dermed forøget vandforbrug blev det i 1989 nødvendigt at etablere nye boringer i området ved Tingbakken.

Som et led i vandplansamarbejdet, hvor vandværkerne er forbundet med sikkerhedsledninger, så man i nødsituationer kan forsyne hinanden, blev der i 2003 etableret en ny boring i Hammer Bakker ved Vesterbæk.

For at kunne opretholde forsyningstryk i alle områder har Vodskov hidtil været opdelt i 3 trykzoner. Drøvten for der nedre del af byen, samt landområder ved Rærup, Halsvejen, Horsensvej og Bragenholtvej, mens Tingvejen Vandværk har forsynet det højere beliggende område i den øvre del af Vodskov. Tidligere blev Liselund området forsynet fra trykforøgeren ved Flyet.

I forbindelse med nyanlæg af vandplanledning i Tingvejen og Vodskovvej i 2006 blev trykforøgeren ved Flyet taget ud af drift, således at byen nu er opdelt i 2 trykzoner.

Vodskov Vandværk overtog pr. 1. januar 2010 forsyningen af vand til Institutionsområdet i Hammer Bakker. Indvindingen her skete fra 2 boringer, der er beliggende ved vandværksbygningen, Storemosevej nr. 46. Efter behandling af vandet ( filtrering ) blev vandet pumpet op i vandtårnet, hvofra det blev destribueret til forbrugerne.

Den 18 april 2013 blev det gamle vandværk på Storemosevej 46 og vandtårnet på Pitsvej lukket ned. En ny trykforøger, der er beliggende på adressen Gennem Bakkerne 4, blev etableret i foråret 2013. Denne trykforøger sørger nu for, at vandtrykket hos forbrugerne i institutionsområdet er uændret i forhold til tidligere, da vandtårnet var i brug.

Den 1 juli 2013 overtog Vodskov Vandværk Gl. Vodskov Vandværk´s ledningsnet. Samtidig overtog Vodskov Vandværk forsyningspligten overfor forbrugere, der tidligere var tilsluttet Gl. Vodskov Vandværk. Den gamle vandværksbygning på Vodskov Byvej 5 er fjernet. Området, der tidligere hørte under Gl. Vodskov Vandværk, bliver nu forsynet fra vandværket på Tingvejen.

Henover sommeren 2016 er de 2 boringer ved Storemose Vej, der tidligere forsynede Institionsområdet og boringen ved administrationsbygningen, der tidligere forsynede Gl. Vodskov, blevet renoveret. Samtidig blev der etableret en ny ledning fra disse 3 boringer, hvori råvandet pumpes til behandling på Drøvten Vandværk.

Vodskov Vandværk har nu 1450 andelshavere og udpumper årligt ca. 225.000 m3

Udskiftning af vandmålere 2017

I 2017 er der udskiftet  målere i følgende veje: Horshøjvej, Jens Viges Vej, Sigurd Ersteds Vej, Lerbækvej, P. V. Jensen Klintsvej, Bragenholtvej,Kornvænget, Vesterladenvej, Tingvej, Skovlund, Attrupgaardvej, Gøgeurtvej,Vodskovvej, Akelejevej, Aurikelvej, Latyrusvej, Lavendelparken.

Udskiftningerne er foretaget af Holm El & VVS.