Referat fra Vandværkets Generalforsamling afholdt på Vodskov Kro Tirsdag den 25 april 2017 kl. 20.00

1. Til dirigent valgtes Nils Bell, der konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og derfor beslutningsdygtig.

2. Formanden aflagde beretning og sagde bl.a. at der var blevet solgt 217.144 m2 vand, hvilket ligger på samme niveau som tidligere år. Ja det har været højere. Der har været et svind på 6,1 procent, hvilket er pænt.

Regnskabsresultatet har været tilfredsstillende og forudsat. Der var budgetteret med en skat på 200.000,- men det blev ikke aktuelt, hvorfor resultatet blev positivt mod et budgetteret underskud. Pæn egenkapital på 30,8 millioner inklusiv en likvid beholdning på 1,6 millioner. Selskabet må ikke og skal heller ikke opbygge en kapital. Store anlæg skal lånefinansieres. Vi har i årets løb færdiggjort etablering af en råvandsledning fra 3 boringer i Hammer Bakker til Drøvten Vandværk.

Vandværket har været underkastet et offentligt fastsat prisloft og er nu gået over til en offentligt fastsat økonomisk ramme. Dette giver ret stor administrativ arbejde, også fordi reglerne hele tiden bliver lavet om og Forsyningssekretariatet er organiseret således at hver medarbejder har hvert sit specifikke område. Vi mener at afgørelsen for 2017 er forkert, hvorfor denne er anket til klageinstansen.

Vi forventer alle, at når vi åbner vandhanen, kommer der vand ud af hanen og tilmed af god kvalitet og til en rimelig pris.

Ja mange er nok ikke klar over, hvor vandet kommer fra - ud over fra undergrunden -og hvordan leveringen er organiseret. Det må vel være det offentliges opgave. På mange måder er det også rigtigt, men…

Det hele startede med en boring ved autoværkstedet ved hovedvejen, for senere at blive til et interessentskab med personligt ansvar. Det tog fart med bygning af Drøvten Vandværk, udvidelse af distributionsnettet. Endvidere medførte Boligselskabet Limfjordens opførelse af lejligheder etablering af Tingvejens Vandværk. Der blev større og større fokus på vandressourcer, vandkvalitet, forureningsrisici på et tidspunkt, hvor vandforbruget var stærkt stigende og langt større med langt færre forbrugere end i dag. Der blev indført vandingsrestriktioner og opsat vandure. Det sidste medførte et stort fald i vandforbruget trods flere og flere forbrugere. Her i de senere år er såvel Drøvten som Tingvejens Vandværker blevet moderniseret. Institutionens Vandværk tilkoblet, Vandtårn nedlagt, Gl. Vodskov fusioneret, nye boringer i Hammer Bakker etableret osv.

Det seneste store tiltag er etablering af en råvandsledning fra tre boringer i Hammer Bakker til en pris på 2,4 mill. kroner.

Ansvaret for denne udvikling har den 5 mands store bestyrelse, der vælges af den årlige generalforsamling.

Det har været en betydningsfuld og spændende udvikling. Jeg vil påstå, at Vodskov i dag har et moderne fremtidssikret vandværk, som er robust over for fremtidens krav, hvilket vi kan være stolte af og tilfredse med i Vodskov.

Den fremtidige udfordring kommer fra det offentlige. Udfordringen er imidlertid ikke rent vand, nok vand, forurening, men bureaukrati og statsstyring.

Vodskov Vandværk er gået fra at være et forbrugerstyret vandværk med lokalforankring til en statsstyret virksomhed med et teknokratisk bureaukrati, som vandværker i øvrigt selv skal betale til.

En anden udfordring er den manglende interesse og et lokalt engagement. El og varme er for længst blevet virksomheder med store administrationer i store fusionerende selskaber, der mere tænker på omsætning og indtjening end på forbrugerne.

Samme vej er det ved at gå vandværkerne. Der bliver færre og færre af dem jo mere bøvlet, det bliver at drive vandværk. Jeg skal medgive, at det er ikke det første man kaster sig over, hvis man vil engagere sig lokalt. Men det er nødvendigt, hvis man vil undgå samme skæbne som el og varme ( f.eks. opkrævning af renter hos forbrugerne med tilbagevirkende kraft med deraf følgende opkrævning af skat fra skattevæsenet).

I 2018 er vi omfattet af regler om benchmarking af vandselskabernes performance indenfor sundhed, forsyningssikkerhed, klima og miljø.

Vi har i dag den allerstørste forsyningssikkerhed man kan tænke sig ved færdiggørelse af råvandsledningen. Vi indbetaler til grundvandsbeskyttelse og vi regner med, at man går i gang med Hammer Bakker snarest.

Vi arbejder på at undersøge fordele og ulemper ved fjernaflæsning. Vi har mulighed for ved hjælp af nyt ”styrings og overvågningssystem” at opdage eventuelle uregelmæssigheder.

Formanden takkede for godt samarbejde i bestyrelsen og med samarbejdspartnere.

Beretningen blev taget til efterretning.

3. Revideret regnskab blev gennemgået af selskabets revisor Ole Dahl og godkendt. Ole svarede på spørgsmål. Regnskabet viser, at der er en overdækning på 207.816,-. I princippet kan man sige at vandværket har opkrævet dette beløbet for meget hos forbrugerne. Men det overføres blot til næste års regnskab som en ”indtægt”.

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Gunnar Sørensen, Henry Bender og Nils Bell blev alle genvalgt for en 2-årig periode. Som suppleanter valgtes Erling Mikkelsen og Ejvind Jensen for en 1-årig periode.

5. Ole Dahl har i mange år været Vandværkets revisor, men Ole har meddelt at han ikke ønsker genvalg. Der kræves efterhånden ret stor specialviden om meget andet end sædvanlige revisionsopgaver. Bestyrelse vil gerne sige tak til Ole for et upåklageligt og behageligt samarbejde og tage meddelelsen til efterretning. Bestyrelsen foreslår Frank Nørgård, Redmark, der har referencer til andre i området værende vandværker. Frank blev valgt.

6. Der var ikke indkomne forslag

7. Under eventuelt takkede formanden for godt samarbejde med alle. Generalforsamlingen drøftede det lille fremmøde og mente, at det var bedre at holde mødet kl. 19.00 i stedet for klokken 20.00.

Udskiftning af vandmålere 2017

I 2017 er der udskiftet  målere i følgende veje: Horshøjvej, Jens Viges Vej, Sigurd Ersteds Vej, Lerbækvej, P. V. Jensen Klintsvej, Bragenholtvej,Kornvænget, Vesterladenvej, Tingvej, Skovlund, Attrupgaardvej, Gøgeurtvej,Vodskovvej, Akelejevej, Aurikelvej, Latyrusvej, Lavendelparken.

Udskiftningerne er foretaget af Holm El & VVS.